Det er seriøst tredje gang eller sådan noget hendes kæreste bliver besat, og i stedet for at droppe ham som en normal pige vil gøre, fordi han er bare for meget ballade, går hun på egen hånd ud for at redde ham. Ok, på en måde kan jeg godt forstå hende - han er, i følge bogen, både lækker og sjov, og de er åbenlyst begge fuldstændig skudt i hinanden, men der er nu grænser for hvad man finder sig i.
Lige siden hun har mødt ham, har hun ikke haft andet end stress og problemer i sit liv - hovedsageligt pga. ham. Det er lidt trist at hun ikke kan indse det. Og trist at jeg er nødt til at se til mens hun, igen, kaster alt over bord for at redde hendes hjertes udkårne.
Jeg undrer mig efterhånden lidt over hvorfor jeg overhovedet fortsætter med at læse serien. Måske fordi det her er bog nr. 5, og jeg føler mig lidt forpligtet til at læse det hele. Der må være et eller andet ved den, der får mig til at læse videre...
Måske er det forholdet mellem Alec og Magnus? Der er noget romantisk og sødt over bøsserpar.
Jeg glæder mig til at se dem i filmatisering af 'The Mortal Instruments'.
