For et par dage siden blev jeg færdig med 'Golems øje', som er andet bind i Bartimæus-trilogien. (Se mit sidste indlæg om Bartimæus trilogien.)
Og nu spoiler jeg måske lidt, så lad være med at læse videre hvis du ikke har læst toeren og ikke vil have noget afsløret.
Jeg ville bare udtrykke, at jeg er helt optaget at Nathans udvikling gennem serien. Han starter med at være denne samvittighedsfulde dreng. Han udvikler sig til at blive videns- og magtbegærlig gennem bogen, men samtidig er han 100% loyal over for folk som han holder af.
I den anden bog er han meget tydelig på vej til at blive det som han afskyede mest: en hensynsløs, egoistisk og magtbegærlig troldmand, der ikke viger for nogen midler, for at få det han begærer. Faktisk meget lige Simon Lovelace, som han hadede og foragtede i den første bog.
Dette påpeger Bartimæus også, da han kalder ham 'Mandrake', for han mener ikke at der er noget tilbage af den gamle Nathan.
Djinnien havde nok et håb - ligesom os andre! - om at drengen ikke udviklede sig til det monster han prøvede at bekæmpe.
Og derfor er Nathan udvikling gennem serien noget jeg følger med meget stor interesse. Jeg er spændt på, om han bliver ødelagt af magtbegær, og til sidst opdager at han har viet hele sit liv til at stige i rang som troldmand - hvilket han opnår - men ender med at være grisk, alene og paranoid. Hvor meget skal der sker før Nathan er parat til at indse, at han er nødt til at træde ud før han ender ude i samme sidespor som alle andre troldmænd før ham?
Sidst i bogen, lægger han et godt ord ind for Kavkas børn til premierministerposten, for at få dem befriet. Det virker ikke som noget der har krævet synderlige anstrengelser, men denne handling viser alligevel at drengen måske har et gran samvittighed tilbage.
Jeg har nu lånt den sidste bog i serien, og glæder mig virkelig til at læse den. Lige meget hvor Nathan ender, skal det nok blive godt, for Jonathan Stroud gjorde en rigtig ting, da han lod drengen udvikle sig til spænding for læserne.
Og nu spoiler jeg måske lidt, så lad være med at læse videre hvis du ikke har læst toeren og ikke vil have noget afsløret.
Jeg ville bare udtrykke, at jeg er helt optaget at Nathans udvikling gennem serien. Han starter med at være denne samvittighedsfulde dreng. Han udvikler sig til at blive videns- og magtbegærlig gennem bogen, men samtidig er han 100% loyal over for folk som han holder af.
I den anden bog er han meget tydelig på vej til at blive det som han afskyede mest: en hensynsløs, egoistisk og magtbegærlig troldmand, der ikke viger for nogen midler, for at få det han begærer. Faktisk meget lige Simon Lovelace, som han hadede og foragtede i den første bog.
Dette påpeger Bartimæus også, da han kalder ham 'Mandrake', for han mener ikke at der er noget tilbage af den gamle Nathan.
Djinnien havde nok et håb - ligesom os andre! - om at drengen ikke udviklede sig til det monster han prøvede at bekæmpe.
Og derfor er Nathan udvikling gennem serien noget jeg følger med meget stor interesse. Jeg er spændt på, om han bliver ødelagt af magtbegær, og til sidst opdager at han har viet hele sit liv til at stige i rang som troldmand - hvilket han opnår - men ender med at være grisk, alene og paranoid. Hvor meget skal der sker før Nathan er parat til at indse, at han er nødt til at træde ud før han ender ude i samme sidespor som alle andre troldmænd før ham?
Sidst i bogen, lægger han et godt ord ind for Kavkas børn til premierministerposten, for at få dem befriet. Det virker ikke som noget der har krævet synderlige anstrengelser, men denne handling viser alligevel at drengen måske har et gran samvittighed tilbage.
Jeg har nu lånt den sidste bog i serien, og glæder mig virkelig til at læse den. Lige meget hvor Nathan ender, skal det nok blive godt, for Jonathan Stroud gjorde en rigtig ting, da han lod drengen udvikle sig til spænding for læserne.
