Nathans udvikling

For et par dage siden blev jeg færdig med 'Golems øje', som er andet bind i Bartimæus-trilogien. (Se mit sidste indlæg om Bartimæus trilogien.)
Og nu spoiler jeg måske lidt, så lad være med at læse videre hvis du ikke har læst toeren og ikke vil have noget afsløret.

Jeg ville bare udtrykke, at jeg er helt optaget at Nathans udvikling gennem serien. Han starter med at være denne samvittighedsfulde dreng. Han udvikler sig til at blive videns- og magtbegærlig gennem bogen, men samtidig er han 100% loyal over for folk som han holder af.

I den anden bog er han meget tydelig på vej til at blive det som han afskyede mest: en hensynsløs, egoistisk og magtbegærlig troldmand, der ikke viger for nogen midler, for at få det han begærer. Faktisk meget lige Simon Lovelace, som han hadede og foragtede i den første bog.

Dette påpeger Bartimæus også, da han kalder ham 'Mandrake', for han mener ikke at der er noget tilbage af den gamle Nathan.
Djinnien havde nok et håb - ligesom os andre! - om at drengen ikke udviklede sig til det monster han prøvede at bekæmpe.

Og derfor er Nathan udvikling gennem serien noget jeg følger med meget stor interesse. Jeg er spændt på, om han bliver ødelagt af magtbegær, og til sidst opdager at han har viet hele sit liv til at stige i rang som troldmand - hvilket han opnår - men ender med at være grisk, alene og paranoid. Hvor meget skal der sker før Nathan er parat til at indse, at han er nødt til at træde ud før han ender ude i samme sidespor som alle andre troldmænd før ham?

Sidst i bogen, lægger han et godt ord ind for Kavkas børn til premierministerposten, for at få dem befriet. Det virker ikke som noget der har krævet synderlige anstrengelser, men denne handling viser alligevel at drengen måske har et gran samvittighed tilbage.

Jeg har nu lånt den sidste bog i serien, og glæder mig virkelig til at læse den. Lige meget hvor Nathan ender, skal det nok blive godt, for Jonathan Stroud gjorde en rigtig ting, da han lod drengen udvikle sig til spænding for læserne.

Bartimæus trilogien

Hej, det er vidst længe siden jeg har skrevet noget om en bog! Men jeg læser knap så meget som jeg gjorde før, og de bøger jeg finder, er sjældent noget at skrive hjem om.
Jeg vil dog gerne sætte den her anmeldelsen ind, som jeg skrev om en bog på goodreads:

When I started reading fantasy books, I read the really good ones, like Harry Potter and Eragon. At that time, fantasy was my favourite genre, because the books were so original and well written.
Later, I gradually lost interest in the genre, because the books I found really was nothing to write home about: they had all the same topics, predictable storyline and boring characters.
So I started looking into other genres, to find interesting books.

And then I read this one.

It reminded me so much of that time, when fantasy books were great, original and super exciting. (Experiencing happiness from my early teenager-years over again!) This book contains everything a good fantasy book should, and I really love Bartimaeus as a character.
Very well written, Jonathan Stroud!

Så ja, bogen hedder 'Amuletten fra Samarkand' på dansk, og er det første bind i Jonathan Strouds trilogi om troldmandslærlingen Nathan der i en meget ung alder påkalder djinnien Bartimæus. Bartimæus skal hjælpe ham med at hævne sig på troldmanden Simon Lovelace, der gjorde Nathan uret i fortiden. Imidlertid går intet efter planen, og snart mister Nathan kontrol over begivenhedernes gang...
Du kan læse mere om bogen her på goodreads.

Jeg gav bogen fem stjerner, og jeg anbefaler den til alle der har smag for en god fantasy-fortælling.

Hviderusland

Hej,
så er det en uge siden at jeg var i Brest, men fik først taget mig sammen til at skrive om det nu.
Det var alt i  alt rigtig godt. Jeg mødte min familie, og boede hos dem. Så mødte jeg min bedstemors søsters barnebarn, og hang ud med hende og hendes veninder. Vejret var godt, og de var alle super søde.
Jeg fik også fikset mine tænder - jeg har fire tilfælde af karies! Aldrig nogensinde danske tandlæger mere. Fra nu af rejser jeg hver år til Brest. Min mor har endda lovet mig at vi skulle til St. Petersborg næste gang - den by hvor hun studerede som ung. :)


Der er faktisk en del at fortælle om russere og deres kultur - for nu vil jeg ødelægge alle fordomme.

Folk er meget hjertelige og gæstfrie. De kysser og krammer dig, selvom de aldrig har mødt dig før. De dækker den helt store festmiddag op når du kommer. Min mor og jeg skulle besøge en masse mennesker, så vi slæbte en hel kuffert fyldt med gaver fra Danmark til Hviderusland - og en lille kuffert med vores tøj. Det er meget typisk russisk. ;)
Tilgengæld, hvis folk er i dårligt humør, så viser de det - i modsætning til DK, hvor ekspedienten smiler til dig i butikken, selvom hun nok har haft en lortedag.

Da jeg gik med hende pigen, Julie, og hendes veninder, fortalte dig mig at det var forbudt at drikke alkohol på gaden - man fik en bøde - og man blev anset for en alkoholiker hvis man drak sig fuld oftere end en gang hver anden måned. Piger der havde one-night-stands blev stemplet som ludere.
Så hvad end folk siger om russere her i Skandinavien, aner de åbenbart ikke en skid.

Det var i hvert fald nogle af de ting der gjorde indtryk. Også var det også selve byen. Mange af bygningerne var lidt gamle og forfaldne, men tilgengæld var der pænt og rent over alt. Den offentlige transport var god og billig (for mig, i hvert fald) og butikkerne har alt hvad hjertet begærer.
Generelt gik folk meget godt klædt - ofte bedre end i DK - og der var næsten ingen spor af fattigdom nogle steder.
Det afdækker en anden fordom om en eks-Sovjetunion og diktaturstat.


Så tror jeg vidst jeg fik afdækket det meste. Her kommer der nogle billeder fra turen:

De havde en ægte lygtetænder, som tændte gadelamperne på gågaden med ild. ;)

Indgangen til fortet i Brest. Jeg har aldrig set noget så storslået.

Parken i fortet er virkelig smuk og stor. Det tager lidt vejret fra en at gå tur der og lade sig påvirke af fortiden.

Deres kirker er virkelig også flotte. Det siges at de maler kuplerne, for at Gud skal lægge mærke til dem.

Julie og jeg med veninderne. Solbrillerne gik i stykker samme dag. :/

Vi fodrede duer med franskbrød. :D

Fyrværkeri over fortet på Uafhængighedsdagen.

Sommerferien er for alvor begyndt! :)

Hey hey
nu er der altså sket meget siden sidst jeg skrev herinde!

Jeg var henne og møde min forskerkontakt. Det var virkelig inspirerende at snakke med hende, og jeg ved nu også hvilket emne jeg vil skrive min synopse i. :) Desuden var hun virkelig flink, og virkede glad for at jeg interesserede mig så meget for hendes forskning.

Så har jeg fået de mest blærede karakterer for de to skriftlige eksamener jeg var oppe i - engelsk 10 og tysk 12 - og jeg fik 12 får min AT-årsprøve. Skide lækkert. Hvis jeg holder stilen, står døren til medicinstudiet åben for mig.

Og jeg har liiige fået mit kørekort! Langt om længe, eftersom jeg heller ikke bestod køreprøven med det samme. :/ Men nu har jeg det, og for fanden... jeg har aldrig været så glad for at få et stykke papir. Det er en underlig følelse af frihed og ansvar, og det er skønt!

Det er faktisk først nu, efter at jeg færdig, at det endelig føles som at få ferie.

Også skal jeg til Hviderusland med min mor i morgen, til min fødeby, Brest. Jeg har ikke været derhenne i, nok 7 år, så jeg glæder mig forståeligt nok utrolig meget.
Generelt får jeg travl her i sommerferien, men sådan skal det også være, og det skal nok blive fedt. Det er også vildt at tænke på, at om et år er jeg færdig med gymnasiet og skal starte helt forfra et nyt sted. Så, det er om at nyde det mens man kan. :)

God sommer til jer alle.