Smertensbarn - Mette Finderup

Du kan læse om bogen og andre folks anmeldelser på Goodreads.

Jeg var sådan lidt spændt på at starte på den her bog, for jeg er vild med sådan nogle bøger der handler om nordiske guder - religion generelt, faktisk -  og kultur den gang folk dyrkede troen. Derfor læste jeg alle Saga Borgs-bøger ('Vølvens Datter' og co.) og også Percy Jackson-bøgerne, (græsk mytologi, hæhæ). Jeg mener endda jeg har en bog liggende i reolen med græske legender. Også har jeg på længere sigt besluttet mig for at læse Khaled Hosseinis bøger.

Nå, tilbage til temaet: handlingen var i sig selv egentlig ok. Den foregår som sagt i den lille vikingelandsby, hvor folk hvert år sender en pige ud på en sejdrejse - en slags åndelig rejse - hvor pigerne skal møde gudinden Freja som hele landsbyen tilbeder, og Freja skal velsigne byen og ikke mindst pigen som hun også skal udpege den kommende ægtemand for. Men Gyrith nægter at tage på sejdrejsen og blive giftet bort til en fremmed, så hun gør alt for at trodse sin mor. Før rejsen tilstår moderen endelig at ingen i hendes familie nogensinde har set Freja på deres sejdrejser, og at Gyrith er nødt til at lyve når hun vågner op fra sit syn. Men Gyrith ser rent faktisk Freja - dog ikke en Freja hun har forestillet sig. Gudinden forbander hende, og siden da går alt galt i Gyriths liv og ryster hele den lille landsbys tilværelse. Der er selvfølgelig også kærlighed involveret, nemlig den mystiske Balder, som Gyrith hjælper med at flygte fra Frejas rige under sin sejdrejse, og forelsker sig hovedkuls i. 

Bogen var godt skrevet, og ikke kedelig at komme igennem. Men nu kommer kritikken, og den slår hårdt i bedømmelsen: jeg kunne simpelthen ikke fordrage Gyrith. Hun har ødelagt hele min oplevelse af bogen. Gyrith er en egenrådig, stædig, rapkæftet, mopset, forkælet teen-age pige. Hun behandler trælle som det værste skidt der findes på jorden (ja, godt nok er trælle slaver, men det ser ud til at ingen andre i landsbyen foragter dem så meget og ser så meget ned på dem som Gyrith). Man bliver sgu pisse irriteret over konstant at høre på hendes klynkeri og problemer som hun selv skaber. Og ja, jeg ved godt at der er noget mørk inde i hende, blah blah, men det undskylder ikke at hun er en snob. 

Jeg håbede faktisk lidt på at hun ville udvikle sig til det bedre gennem bogen, men forgæves. Alle de gode ting hun gør, er i sidste ende egoistiske. Det er bare umuligt at have ondt af hende og alle de ting der går i stykker i hendes liv.

Jeg har tænkt mig at læse nr. 2 i serien også, for jeg håber på at trællen Kelt får banket nogen sund fornuft og respekt i hende. Måske er der stadigvæk håb.

Men jeg giver den: